Vejledning til blanding og brug af UHU lim, 2-komponent
Der medfølger to forskellige limtuber, som skal blandes i forholdet 1:1. Derudover en lille blandingsskål, en rørepind og et lille stykke fint sandpapir.
Bland den ønskede mængde lim med den lille rørepind ved stuetemperatur. Rids magneterne ganske let på den ene side, der skal limes fast (lidt lige som en hudafskrabning) - der må ikke gå hul på magneternes forniklede overflade. Put derefter lim på den ene flade og tryk de to dele sammen. Det er vigtigt, at den ridsede overflade vender ind mod limen, så limen har noget at gribe fat i. Hvis magnetens overflade er helt glat, holder limen ikke lige så godt fast. Lad tørre ved stuetemperatur i ca. 1 døgn. Derefter er de to ting ikke til at flå fra hinanden igen.
Hvis magneterne skal fange en anden magnet, skal du være opmærksom på nord/syd polerne på magneterne, så de ikke frastøder hinanden. Dette er ikke relevant, hvis magneterne skal hænges op på en magnetisk flade.
Kreativ Halloween - Lav magneter i Fimo ler
Hannah har været i det kreative hjørne og lavet (u)hyggelige magneter til Halloween. Og det er faktisk ikke så svært at lave sine egne køleskabsmagneter. Vi har brugt følgende materialer til halloween magneterne:
- Powermagneter (6×2 mm.)
- Fimo-ler i forskellige farver
- UHU 2-komponentlim
- Tandstik til at lave små detaljer med
Først formede Hannah figurerne og lavede alle detaljerne med en tandstik. Derefter lavede hun et aftryk af en magnet på bagsiden af fimo-figuren - der hvor magneten skulle limes fast - for så er det nemmere at lime en magnet på til sidst, når der er aftryk til magneten allerede. Magneterne må nemlig ikke komme med ind i ovnen, da de ikke tåler de høje temperaturer.
Derefter blev figurerne bagt i ovnen UDEN magneterne ved 110 grader i 20 minutter.
Da figurerne var færdige i ovnen, blev de lagt til afkøling for til sidst at få limet en powermagnet i aftrykket dertil bagpå figurerne.
Det er lidt noget “fedtet stads” med tokomponent lim. Men det er en kraftig lim, og det er vigtigt med en god lim, når man skal lime powermagneter fast. Heldigvis er limen længe om at tørre, så man kan nå at vaske fingrene grundigt efter brug uden at få limet fingrene fast til noget.
Tip: rids magneterne let med finkornet sandpapir før limning – ellers hæfter limen ikke.
Bagetiden afhænger af figurernes størrelse. Fimo ler skal altid bages 10-30 minutter i en ovn (uden varmluft).