Da jeg startede Magnetz i 2011 anede jeg ikke, at jeg skulle få brug for så meget viden omkring lim, at mine "talenter" fra adskillige limprojekter i håndarbejde og på fritidshjemmet slet ikke rakte langt nok. Men med årene har jeg deltaget i adskillige møder med limproducenter, og meget af denne viden vil jeg gerne give videre til alle vores kunder. Og nu hvor jeg har givet en masse råd, vil jeg også lige komme lidt ind på, hvad jeg absolut ikke anbefaler i forhold til limning af stof og magneter.
Lim jeg IKKE anbefaler til magnet og stof
Varm lim
Alm. superlim
Stof er egentlig meget taknemmeligt, når det kommer til lim, for der er udviklet flere slags lim, der sagtens kan bruges på stof. Men den type lim er som regel når du skal lime stof mod stof. Den største udfordring er magneterne. Men her kommer lidt forklaring bag frarådning af de 2 limtyper.
Varm lim overstiger kortvarigt graderne for, hvad neodymiummagneter kan tåle, og derved mister de deres styrke. Derudover kan det også være en udfordring for finere stoffer med varmen, der får fibrene i stoffet til at trække sig sammen. Så alt i alt bør du ikke bruge varm lim til hverken stof eller magneter. Den varme limpistol er kun smart til limning af pap, træ, sten, alm. metal o.lign.
Alm. superlim laver ofte en kemisk reaktion, der opvarmer emnet ved berøring. Og det giver samme udfordringer som den varme lim (beskrevet ovenfor).
Brug i stedet 2komponentlim eller UHU Max Repair.
Sådan får du succes med limning
Nu har vi været igennem specifikke eksempler samt hvad du ikke bør gøre, og hvilke limtyper du skal holde dig fra. Så mangler der kun en hurtig opsummerende guide til at få succes med limning, og den kommer her:
Rens magnetens overflade med isopropylalkohol og rids den let med finkornet sandpapir,
Rengør stoffets overflade med isopropylalkohol eller en blanding af opvaskemiddel, hvid eddike og destileret vand, så overfladespænding fjernes, og lad det tørre,
Påfør limen på magnetens ridsede overflade,
Sæt magneten fast mod stoffet med et fast tryk (ligeligt fordelt over hele magneten - brug evt. 2 fingre eller hele hånden),
Læg stoffet på en plan overflade (ikke i direkte sollys) og lad limen tørre i op til 72 timer for det bedste resultat.
Det kan virke omstændigt med rengøring af overfladerne, men det er halvdelen af jobbet. For lim og overfladespænding er en virkelig dårlig kombination - uanset hvilket materiale du skal lime fast. Og det sidste man ønsker er et forfejlet projekt med magneter, der falder af, fordi man har gjort et halvdårligt job med rengøring i starten.
Hvordan tester man stof før limning?
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt dit stof reagerer efter hensigten sammen med limen, kan du teste det rimelig nemt:
Hæld en lille smule vand på overfladen af stoffet og hold øje med det våde område:
Fastholder stoffet en glat overflade, der reagerer normalt på vandet?
Eller får du en bulet overflade inden for kort tid grundet vandet?
Hvis stoffet viser flere bump eller buler på overfladen, er det desværre en indikator for, at stoffet enten ikke er egnet til limning, eller at der bare ikke er gjort et godt nok forarbejde med rengøring og overfladespænding.
Mangler du finkornet sandpapir til magneten?
Det bedste er finkornet sandpapir, da det er lettest at styre. Gerne en slibeklods. Men ellers kan du også bruge ting, du finder i skufferne eller værktøjskassen. F.eks. kan du ridse med spidsen af en løs skrue, med en åben papirclips, med spidsen af en kniv eller med en sten. Ja, faktisk stort set alt skarpt, som du kan få fat i. Men pas på, at du ikke ridser for dybt. For du skal tænke på det som en overfladisk hudafskrabning: du vil ikke have, at det bløder... på samme måde vil du også bare give en led afskrabning på magnetens overflade uden at kradse rigtige huller.
Sig gerne til - så uddyber vi gerne
Hvis du har læst dette indlæg helt til enden, så ved du helt sikkert også meget mere, end du nogensinde havde troet, at du skulle vide om lim. Men til gengæld har du store chancer for at lykkes med dit limprojekt nu. For lige som med alt andet håndværk, så er det de små detaljer, der kan gøre hele forskellen.
Men når det så er sagt: vi ved godt, at det er svært med lim. Og selv om jeg har forsøgt at tømme hovedet for viden for at hjælpe dig, så kan det være, at du stadig har spørgsmål. Men så er det godt, at alle i firmaet er trænet i limprojekter. Så du skal endelig ikke tøve med at ringe til vores kundeservice.
Mange hilsner
Magnet Mia